Inspirationen

Jeg bor i kvarteret ved Svanemøllebugten, og min første inspiration til at tage digitale billeder og bearbejde dem til collager stammer fra en fascination af Svanemølleværket og nogle gamle kraner.Udstyret med et nyindkøbt digitalkamera tog jeg i vinteren 2004 på en fotosafari i havnen og "skød på" alt hvad der inspirerede mig. Derhjemme eksperimenterede jeg med billederne på computeren, og det kom der i første omgang en serie på 8 fotocollager ud af.

 
     
 
 
 
 
 

Teknikken

På computeren benytter jeg et billedbehandlingsprogram til at bearbejde de digitale fotografier. I starten benyttede jeg hovedsageligt klonings-teknikken, hvor man kan ”malet” dele af et billede over i et andet. Alle collagerne i serien Havnen er lavet på denne måde.

Senere har jeg arbejdet meget med "klippe" dele af et billede ud ved hjælp af masker, hvorefter man eksempelvis kan ændre størrelse og rotere masken. Denne teknik er bl.a. benyttet i collagen Kreta 03.

Endelig arbejder jeg også meget med "textures", hvomed man kan udfylde en afgrænset del af et billede med et lille udklip fra et andet billede. Denne teknik er eksempelvis benyttet i collagen Veddinge bakker 01.

Da collagerne er digitale kan de laves i mange forskellige størrelser.

 
     
 
 
  To øjebliksbilleder af fremstillingen af collagen Havnen 07 ved brug af kloning.